Nu nærmer vi os den søde juletid, og dermed også den officielle startdato for mit private hjertebarn – Operation Julegaveregn, der for 5. år i træk indsamler penge til de 2200 børn og unge som idag bor på danske børnehjem.

Julegaveregn er skabt på initiativ af en tidligere kollega og jeg selv tilbage i 2007. Projektet er 100% velgørenhed, og drives på frivillig basis af en styregruppe som idag består af fire personer, jeg selv inklusiv.

Via netværk, pro bono markedsføring og PR er det lykkedes os at få indsamlet over kr. 500.000 sammenlagt, penge som er med til at forsøde juletiden for en gruppe børn i Danmark, som ellers har en svær hverdag og starter deres liv med minuspoint på kontoen.

Julegaveregn samarbejder med FADD (Foreningen for danske døgninstitutioner) som hjælper med fordelingen af de indsamlede midler til de hjem hvor behovet er størst.

Forrige år lykkedes det os at indsamle i alt kr. 217.000 via fonde, virksomheder og private donationer – det betød julegaver til over 500 børn. I år er ambitionerne endnu højere, og vi håber og krydser fingre for at vi, trods krisetider kan nå at indsamle de magiske kr. 500.000.

Børn på børnehjem modtager idag et tilskud på i alt kr 206 pr barn til en julegave, sammenlignet med hvad andre børn får af julegaver, er der jo desværre stadigvæk en rystende kontrast.Formålet med Julegaveregn er enkelt, vi ønsker at sikre at børn på børnehjem kan åbne mindst en “større” gave juleaften, sætte fokus på sagen – og vise at der er mange som tænker på dem.

Vi har brug for din hjælp – spred budskabet om den gode sag i dit netværk og hjælp os med at hjælpe!.
Alle donationer er velkomne, såvel privat samt i erhvervsregi.

Se mere info om Julegaveregn på:

www.julegaveregn.dk
www.facebook.com/julegaveregn eller gruppen Julegaveregn

Eller se TV2 indslaget om Julegaveregn fra Nyhederne 2010 – hvor de besøgte børnehjemmet Godhavn
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-35800230:tv-2indslag-udløser-julegaver-til-børnehjem.html?ss