En god ven sagde engang til mig i grafisk sammenhæng, at folk ofte var bange for det hvide papir. At de derfor plastrede det så meget ind i fotos, tekster og grafik, fordi de var bekymrede for at man kunne ane det ”tomme”, blanke, hvide papir…

Men at papiret netop skabte luft, ro og gav fokus til at kunne give alle elementerne maksimal synlighed.

Efter samme princip, har jeg brugt lidt tid på at være igennem denne proces på et mere personligt plan de sidste måneder.

For jeg ELSKER at plastre mit liv til!

At udnytte hvert et minut og fylde aftaler, opgaver og oplevelser ind i kalenderen.

Det er præcis det som giver mig energi og glæde, at være i gang – at sørge for der sker noget.

Men som også gør, at jeg simpelthen drukner til tider.

At tiden flyver og jeg ikke altid formår at være den og være der hvor jeg brænder allermest for at være.

Jeg ser mig omkring, og opdager at det ikke kun er mig der har det på den måde.

At vi er mange der i dag, er opdraget til at være i et samfund hvor det er trendy at have travlt.

Hvor mængden af aftaler, opkald, mails og SoMe opslag definerer hvor vigtig og populær du er i livet.

At man ikke længere blot kan nyde en stille stund i solen, uden fluks at hive telefonen frem og instagramme eller finde på nye gøremål.

At det er smart ikke lige at have tid i kalenderen, og at være så ophængt at man ikke kan nå møder eller at besvare opkald fra kunder.

De sidste par uger har jeg forsøgt at rydde op og ud, skabe plads midt i en til tider ret travl hverdag til bare at være. Prøvet på bedste vis, at gøre hele mit liv lidt enklere. Ligefra mængden af tøj i garderobeskabet til at sige farvel til relationer som ikke længere gav værdi eller mening.

Det har givet mere overblik – og dermed også mere tid.

Tid at kunne nyde de små ting, som feks at fordybe sig i et selskab hvor man blot kan stå og se lidt ud på vandet og bare være, uden at behøve at skulle tale om så meget.

At den connection kan være både sjælden og dyrebar, og værdifuld at gemme som minde, også selvom den ikke blev instagrammet.

Vær med det der er

Sidste efterår havde jeg f.eks. besøg weekenden over af et par skønne unge kvinder, som jeg mødte i Portugal, sidste sommer. På trods af stor aldersforskel og meget forskellige liv, matchede vi bare hinanden og faldt i hak næsten omgående.

Efter at have set på Københavns natteliv, formåede vi at have en søndag med solskin på gårdspladsen, siddende på et tæppe med en kop kaffe og bare være og tale en hel dag om alt og om intet.

Uden at skulle nå, opleve eller være på telefonen. Og jeg mærkede hvor kæmpestor en luksus det er nogle gange bare at være.

At alt det smukke ofte er lige udenfor døren, hvis bare man trækker stikket lidt og giver sig selv tid.

Vi har så travlt nogle gange at vi glemmer, at noget at det vi jager allerede er her.
At noget af det allermest værdifulde vi har er tid, og at den tid kun er der hvis vi skaber plads til den.

Jeg er rigtig dygtig til at skynde mig. Jonglere. Holde mange bolde i luften på en gang.
Ofte er det hvad omverden anerkender mig for. At jeg har travlt, at jeg når meget. At jeg er hurtig og effektiv.

Sjovt nok er det sjældent der hvor jeg føler at jeg er den bedste udgave af mig. For jeg ved, at ro og stilhed giver mig langt mere overskud til både at være et bedre menneske, til at føle balance – men i høj grad også til at kunne yde det ekstra der skal til.

I den sidste tid er jeg virkelig blevet konfronteret med at skulle skynde mig langsomt.
Forfine mine resultater ved at gøre tingene langsommere (og nej det er virkelig ikke min stærke side).
Som forleden da jeg kæmpede med at træne hovedstand til yoga (læs: stå på hovedet og holde balancen med benene lodret oppe), hvor min lære efter 8 forsøg sagde

“Husk det handler om at skynde sig langsomt – du er nødt til at mestre hvert skridt  – det er ikke fart og kraft som bringer dig til målet… “

Endnu mere interessant blev det, da jeg 4 dage senere blev konfronteret med samme tema. Denne gang i Marokko på et surfboard.

Hvor instruktøren grinte af mig efter en del dårlige bølger, og sagde:
Husk,  for at ramme de bedste bølger behøvede du altså ikke springe op at stå på surfboardet fordi jeg siger det… du kan fint nøjes med at rejse dig ligeså stille op  (læs så vælter du heller ikke…)

Interessant. Og begge erfaringer som helt sikkert kan drage paralleller til andre steder i mit liv hvor jeg muligvis har lidt for travlt, og er lidt for utålmodig.

For med tid og fordybelse følger også ro og fokus – og som jeg skrev i en notesbog under en rejse for ikke så lang tid siden

Livet er her og nu – det er det du skal nå

3 gode fif til at skabe mere ro og fokus til nærvær i hverdagen

  • Prioter din tid. Vælg dine aftaler med omhu. Sig nej og forklar hvorfor hvis de er mere af pligt end af lyst.
  • Skær ned på skærmtiden. Tænk på hvad du kan bruge den time eller to til dagligt, fremfor at være på telefonen eller hænge foran fjernsynet
  • Øv dig i at have dage (måske endda weekender) uden aftaler. Undlad at lægge planer og bare nyd friheden til at kunne gøre hvad der føles rigtigt lige nu og her.