EquiLink
Initiativtager og konceptudvikler
Om EquiLink – Et netværk for professionelle i dansk ridesport
I 2015 tog jeg initiativet til at etablere EquiLink – et professionelt netværk, der samlede nøgleaktører på tværs af ridebranchen. Formålet var at skabe en platform for vidensdeling, sparring og udvikling mellem større virksomheder, organisationer og professionelle profiler med tilknytning til dansk ridesport.
Med over 20 års erfaring i branchen havde jeg ofte rollen som brobygger mellem virksomheder, og jeg så behovet for et forum, hvor de kunne mødes, opbygge relationer og samarbejde strategisk. Det var afgørende, at netværket skabte værdi på højt niveau – så medlemmerne fandt det meningsfuldt at investere tid væk fra deres forretning.
Et unikt netværksformat med høj faglighed og nærvær
EquiLink blev hurtigt kendt for sin særlige kombination af:
- Faglige oplæg fra nogle af landets dygtigste oplægsholdere og eksperter
- Teambuildingaktiviteter og interne sparringsgrupper
- Sociale arrangementer med middag og vin i uformelle rammer
Vi afholdt møder skiftevis i Øst- og Vestdanmark for at sikre variation og tilgængelighed. Lokationerne spændte fra Klampenborg Galopbane og Charlottenlund Travbane til Riders Cup og Vilhelmsborg, og mange arrangementer blev afholdt hos medlemmer med faciliteter i topklasse.
Alle møder blev faciliteret af mig personligt, og medlemsudvælgelsen skete med omhu for at sikre, at netværket var sammensat af engagerede og værdimæssigt afstemte aktører.
Resultater og eftermæle
I perioden 2015–2020 voksede EquiLink fra 0 til 45 betalende medlemmer. Det mest bemærkelsesværdige var dog ikke blot væksten, men den transformation, der skete i relationerne: Fra formel distance til tillidsfulde samarbejder, gensidig sparring og forretningsudvikling på tværs af organisationer.
Flere af relationerne, som blev skabt i EquiLink, eksisterer stadig i dag – og det er jeg særlig stolt af. For det vidner om, at selv en traditionel og til tider konservativ branche kan blomstre gennem åbenhed, grin og fælles oplevelser.
Videregivelse og videreførelse
I 2020 overdrog jeg stafetten og solgte EquiLink til selskabet bag VM Herning.
Målet var klart: At netværket kunne fortsætte med at skabe værdi og sammenhold i sporten – også i de kommende år.
